Alfrida og Alfekatten

Alfridas far er ude at rejse, og Alfridas mor har travlt med lillebror. Alfrida savner sin far, men en morgen er der en hvid talende alfekat i hendes værelse. Den tager hende med ud på en rejse til Norge, Sverige, Danmark og Finland.

På deres rejse møder Alfrida fire piger: Amalie(Skram), Selma (Lagerlöf), Tanne (Karen Blixen) og Edith (Södergran).

Alfrida og Alfekatten er en historie om at savne, at tro på et gensyn, at mødes, at drage ud og turde tale om følelser og tanker. De enkelte pigers situation er inspireret af biografisk viden om de fire berømte nordiske forfatteres barndom.

Uddrag fra anmeldelser af Alfrida og Alfekatten

»Det er en fin og anderledes billedbogshistorie, der bæres af en fascination af de fire kvindelige forfatteres liv, deres forfatterskab og deres skæbner. Det er en billedbog, der kræver voksenformidling, men så er der også meget at hente både for højtlæseren og tilhørerne. Fornem og original udgivelse.«

– Bent Rasmussen, redaktør af Skolebiblioteket, på EMU - Danmarks Undervisningsportal, okt. 2007.

»Til fantasifarere i alle aldre: Poetisk bog om savn, fantasi og nordiske forfatterstemmer (...) så opsøges Alfrida af et vidunderligt og mytisk væsen, alfekatten (...) Det hele virker eventyrligt og let drømmende, hvilket understreges af bogens illustrationer, som er mesterligt udført af Dorthe Mailil, hvis stil er helt speciel og forfriskende.
Historien om Alfridas savn er velfortalt, og forfatterens glæde og fascination for de nordiske forfattere er tydelig og bestemt smittende. Man får lyst til at høre mere om de fire særlige piger (...) Alfrida og Alfekatten er en god og original historie (...)«

– Zenia Johnsen, redaktør af Fortællingen.dk

»En helt speciel højtlæsningsbog, som på et plan er for voksne og på et andet er for primært piger fra 6 år (...). Jeg kunne også finde på at anbefale dem til undervisning i de fire forfattere, der beskrives i bogen.

En lang fortløbende tekst og eventyrlige og poetiske illustrationer i en sirlig og fin streg med blide farver udgør denne helstøbte bog. (...)

En flot og speciel bog i både tekst og billeder (...)«

– Lektørudtalelse af E. Bennedsen, DBC/ Dansk BiblioteksCenter, uge 42/2007.

»... fantastiske unikke og poetiske tegninger af Dorthe Mailil, hvis streg har Alfekattens vidunderlige vingesus (...) Det er en af de børnebøger, der vil sætte spor, en af de klassikere, børnene pakker med i flyttekasserne, når de flytter hjemmefra.«

– Anmeldelse, Folkekirken i København, december 2008.

Uddrag fra omtaler i aviser

»Bogen om Alfrida har nogle fine tegninger kreeret af Dorthe Mailil (...) Men slå selv op i bogen og følg Alfrida på sin eventyrrejse sammen med Alfekatten, der ikke er kedeligt selskab.«

– Heidi Engelund, Valby-Bladet, 12. december 2007.

»Annegret Friedrichsen har skrevet en ny børnebog (...) illustreret af Dorthe Mailil fra Herning. Dorthe Mailil er kendt for hendes kreative design og fascinerende streg (...)«

– Henrik Øster-Jørgensen, Herning Folkeblad, Kulturmagasinet, 22.11.2007

»Ny børnebog (...) illustreret af Dorthe Mailil i en dejlig poetisk streg, der understreger det skandinaviske tema (...) en poetisk fortælling om savn på tværs af generationer...«

– Bernd Engelbrecht, Flensborg Avis, Kontakt, 26.09.2007.

»En historie om savn og tro på gensyn.«

– Foromtale i Flensborg Avis, 09.09.2007.

Medtaget under bedste billedbøger på Aslan.dk

alfrida-og-alfekatten

Alfrida og Alfekatten

Tekst:
Annegret Friedrichsen.

Forside og farveillustrationer:
Dorthe Mailil fra Maileg.

Højtlæsningsbog for børn fra ca. 6 år.
Selvlæsning for ældre børn.

Forlag:
Multivers, 2006.
Udsolgt fra forlaget. Meget få eksemplarer haves stadig. Signerede eksemplarer kan bestilles ved direkte henvendelse.