Maya, jeg Maya
Den fremmelige kat, Maya, bor sammen med pigen Anna, og her har hun det godt. Men en dag forvilder Maya sig gennem et hul i hegnet, og det bliver starten på et eventyr.
I kolonihaven på den ande side af hegnet møder Maya drengen Emil, Blomster-Johan, Kattekvinden og hendes døtre, en skrækkelig foged og forfatteren Morten. Men Maya har ikke glemt sin Anna, og derfor begynder hun at skrive breve hjem om alt det, hun oplever ...
Mange børn (og voksne) har prøvet at fælde en tåre, når en elsket kat har besluttet sig for at flytte hjemmefra. I Maya, jeg Maya fortæller den charmerende og opfindsomme Maya om livet på egne - fire - ben. Den morsomme og rørende historie er fortalt i tretten fortløbende breve, og bogen egner sig både til højtlæsning for børn fra omkring seks år og til selvlæsning for større børn.
Maya, jeg Maya er Annegret Friedrichsens tredje børnebog - denne gang med finurlige illustrationer af billedmager Heidi Vandal.
Uddrag fra anmeldelser af »Maya, jeg Maya – Breve fra en kat«
»Charmerende og rørende kattehistorie, som især egner sig til højtlæsning for børn fra ca. 5 år, men også vil være fin til selvlæsning af børn fra 9 års alderen. (...) en rørende, charmerende, jordnær og sjov historie, som vil være til stor trøst i familier, hvor katten pludselig er forsvundet (...) som Heidi Vandal har forsødet med finurlige og fabulerende illustrationer, der passer godt til teksten (...) Maya, jeg Maya er medrivende (...) varm, rørende og overbevisende historie, der kan anbefales til alle fra 5 år, der kan lide katte.«
– Lektørudtalelse/biblioteksanmeldelse ved Inger Søndergaard, Dansk BiblioteksCenter/DBC, december 2009 (Se hele anmeldelsen på bibliotek.dk - klik på Materialevurdering).
»Annegret Friedrichsen skaber igen et helt specielt univers med sit sprog og sprogtone og bruger på morsom vis sin bibliotekariske viden og kunnen på en sjov måde. "Maya, jeg Maya..." er både poetisk, hyggelig og morsom - lige til højtlæsning for børn fra begynderårgangene i skolen. Herlig bog for katte- og sprogelskere! Heidi Vandal (f.1977) har illustereret finurligt og godt. Illustrationerne svinger godt med teksten.«
– Bent Rasmussen, redaktør af »Skolebiblioteket«, på EMU, februar 2010.
»Maya, jeg Maya er en fin historie i brevform om en bortløben kat, som især vil appellere til dem, der har oplevet at deres kat er forsvundet. Vinklen med katten der skriver hjem for at lade sin familie vide, den har det godt og ikke har glemt dem, er ny og meget sympatisk (...) Flotte og fabulerende illustrationer af Heidi Vandal holdt i sort/hvide farver med indslag af (postkasse-)rødt.«
– Metteline Lykke Rasmussen, Fortaellingen.dk, 20. januar 2010
»... et hyggeligt kig ind i det mystikomspundne kattesind ... «
– K. Assels, Politiken, 26.12.2009
»Bogen er poetisk og morsom - den kan læses op for børn fra de er omkring seks år, og de større børn vil selv kunne læse bogens 62 sider, alle med smukke og fabulerende illustrationer af Heidi Vandal.«
– Kattens Venner, juni 2010, rubrikken Boganmeldelser, s. 20.
Anbefalinger
»En sød historie om at være venner, når der er afstand i vejen, og om at ude af øje ikke altid behøver at betyde ude af sind.«
– Bibliotek.dk, temaliste om Venskab - Højtlæsning for de 4-9 årige
Uddrag fra artikler/omtaler i aviser
"... en bog for højtlæsning til børn i Pippi-alderen..."
– Flensborg Avis, 30. november 2009
»... Historien fortælles gennem 13 fortløbende breve, hvor Maya beretter om sin Valbyverden set fra kattehøjde ...«
– Valby Bladet & Kgs. Enghave Bladet, 9. december 2009
»... i sin fritid skriver hun bøger for børn ...«
– Kontakt/ Flensborg Avis, trykt udgave 10. december 2009.

Maya, jeg Maya - Breve fra en kat
Tekst:
Annegret Friedrichsen.
Forside og illustrationer i bogen:
Heidi Vandal.
Forlag:
Turbine, 2009.
Findes stadig som e-bog, udgivet af Turbine i 2014 (i 2. udgave).
Den trykte bog er udsolgt fra forlaget. Få eksemplarer af den fysiske bog haves stadig. Signerede bøger kan bestilles ved direkte henvendelse.